Der er i mit sind ingen tvivl om, at alle mennesker ønsker at have medbestemmelse i det samfund, de lever i. Og det betyder demokrati. At det også gælder arabere og andre muslimer bekræftes af den store entusiasme man har set ved valgene i både Irak, Afganistan, Libanon, det palæstinensiske selvstyre og Egypten. Ja, selv iranerne er meget optagede af at gå til valg, selvom de hverken er frie eller fair. Når folk får mulighed for at tilkendegive deres mening, så gør de det.
De eneste, der kan have interesse i at forhindre demokratiets udbredelse, må nødvendigvis være dem, der drager fordel af demokratiets fravær. Og hvem er det i det palæstinensiske samfund? Der er jo dem, der i forvejen har magt. Hvis vi går tilbage til tiden omkring Israels oprettelse, gjalt det først og fremmest arabiske herskere og lokale ledere. Det er efter min mening ikke tilfældigt, at datidens mest magtfulde mand i det arabiske Palæstina, muftien i Jerusalem, var den mest indædte modstander af jødernes indflydelse i regionen. For jøderne medbragte jo netop det, der i allerhøjeste grad truede muftiens magt, nemlig modernitet og demokrati.
I dag gælder det først og fremmest selvstyrets ledelse, og alle dem der profiterer af det, altså dem der modtager bestikkelse og særlige privilegier mod til gengæld at være loyale overfor selvstyret. Det var sådan Arafats dikatur fungerede, og selvom Mahmoud Abbas har reformeret selvstyret i et vist omfang, er de grundlæggende principper uforandrede. Det kommer til at tage tid, samt en god portion pres fra de vestlige økonomiske donorer, for at ændre sådan et system.
Situationen er naturligvis kompliceret af, at Hamas siden sin voldelige overtagelse af Gaza i 2007 har oprettet sit eget islamistiske diktatur her. Der er næppe tvivl om, at der er en afgrundsdyb modsætning mellem Hamas-ledelsen og den almindelige befolkning i Gaza, når det kommer til ønsket om demokrati.
For at holde på magten er både Hamas og selvstyret på Vestbredden nødt til at undertrykke almindelige palæstinenseres rettigheder, ligesom det er absolut nødvendigt at fortsætte den systematiske hjernevask af befolkningen til at opfatte Israel som deres primære fjende. Det sker bl.a. gennem de palæstinensiske medier, der, som i alle andre diktaturer, er kontrolleret af ledelsen. Folk har en tendens til at tro på hvad de ser i tv og læser i avisen – det gælder jo også herhjemme.
Spørger man palæstinenserne privat, er der mange, der er kritiske overfor både Fatah og Hamas. Men under begge regimer er der, i fraværet af ytringsfrihed, en decideret risiko ved at udtale sig offentligt imod ledelsen. Der er ingen tvivl om, at mange palæstinensere er blevet fængslet, tortureret og henrettet for at sige deres mening.
Hvis Palæstina skal have en chance for at udvikle sig til en fredelig og velstående nation, er det nødvendigt at indføre ægte demokrati. Og det betyder ikke bare afstemninger, men også total ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retssikkerhed, gennemsigtighed i administrationen, ét enkelt magtmonopol (alt politi og militær under demokratiets kontrol) og en tre-deling af magten (adskillelse mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt som i ethvert rigtigt demokrati). Alt dette er fortsat fraværende i det palæstinensiske samfund.