Idéen om, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er “alle konflikters moder,” er det rene nonsens og har altid været det. Konflikten er særlig interessant for os i Vesten, fordi den er det måske tydeligste eksempel på sammenstødet mellem vores vestlige, demokratiske, sekulære (ikke-religiøse) kultur, hvor individets rettigheder er i højsædet, på den ene side, og den totalitære modsætning i den arabiske verden, hvor religion og gammeldags traditioner spiller en meget vigtigere rolle, og regimerne undertrykker sine befolkninger for egen vindings skyld. Rent symbolsk har denne konflikt altså indtaget en meget prominent rolle.
Men på alle andre parametre er det her en meget lille (omend langvarig) konflikt, der omhandler meget små landområder (ca. på størrelse med Jylland) og i hvert fald til at starte med ret små befolkninger. Også antallet af dræbte og sårede i denne konflikt blegner totalt i forhold til de frygtelige krige, der har raset i mange år f.eks. i Afrika, men også internt mellem arabiske og andre muslimske grupper og lande i Mellemøsten, så som Iran, Irak og Syrien.
Der er heller ikke belæg for at hævde, at denne konflikt på noget tidspunkt i historien har truet med at trække resten af verden ind i en ny verdeskrig. Under den kolde krig mellem Sovjet og Vesten støttede de to sider henholdsvis araberne og Israel med våben, men ingen tilbød for alvor at sende egne soldater ind i nogen af de mange krige på nogen af siderne. Israelerne og araberne har, trods den voldsomme (og noget overdrevne) mediedækning i Vesten, altid været overladt til selv af udkæmpe deres kampe.