Den anti-israelske propaganda vil vide, at det er israelsk undertrykkelse af palæstinenserne, der tvinger dem til terrorisme. Men realiteten er nok mere kompliceret, og der er mange faktorer.
Det palæstinensiske selvstyre under Yassir Arafat (indtil hans død i 2004) havde absolut brug for at holde liv i konflikten med Israel, for at aflede opmærksomheden fra selvstyrets egne overgreb mod palæstinenserne. Faktum er, at Arafats undertrykkelse af palæstinenserne langt overgik generne fra den israelske besættelse. Mahmoud Abbas, der overtog magten i 2004, har arvet Arafats korrupte og totalitære styre, men har gjort en vis indsats for at forhindre palæstinensisk terror imod Israel, bl.a. gennem et effektivt sikkerhedsmæssigt samarbejde med Israel.
På den anden side kan Abbas’ selvstyre stadig ikke lade være med at hylde folk, der dræber israelske civile. Idéen om, at Israel er fjenden, der skal bekæmpes og til sidst besejres, lader til at være blevet en indgroet del af den palæstinensiske selvforståelse. Det er desværre noget, som systematisk er blevet holdt ved lige, og endda fremelsket gennem de forgangne 30 år, selvom palæstinenserne i forbindelse med Oslo-aftalerne skrev under på det modsatte (at forberede befolkningen på fred med Israel).
Hvor Arafat, Abbas og Fatah har brugt “modstanden” (terroren) mod Israel som et middel til at forblive ved magten, lader Hamas’ terror til også at have en religiøs dimension. Organisationen er i vid udstrækning drevet af idéen om at “hele Palæstina” – altså inklusive hele Israel – skal være fundamentalistisk muslimsk. Men også Hamas bruger terroren mod Israel som et middel til at styrke sin position blandt palæstinenserne, som den bevægelse, der for alvor bekæmper den “zionistiske fjende.” Det er noget, der giver point.
Det er uklart, om nogen palæstinensiske terrorister virkelig selv tror på, at de kan ødelægge Israel, selvom det ikke kan afvises. Men det er ret tydeligt, at kampen mod Israel også i høj grad handler om “frihedskæmpernes” position i det palæstinensiske samfund. Hvis der blev fred, måtte mange af dem jo gå tilbage til deres civile tilværelser. Og hvem vil ikke hellere hyldes som en helt, end bare være mekaniker eller gadefejer? Eller værre endnu: hvis der blev fred og demokrati i Palæstina, så kunne lederne jo risikere at miste deres magt gennem demokratiske valg.