Når Israel afviser at tilslutte sig ikke-spredningsaftalen (NPT) og den medfølgende inspektion, er det for at kunne opretholde sin “nukleare tvetydighed,” altså det, at alle regner med – men ikke med sikkerhed ved – at Israel har atomvåben. Formålet har altid været at besidde den ultimative livsforsikring, uden samtidig at indlede et atomvåbenkapløb i Mellemøsten.
Og strategien er faktisk lykkedes – i hvert fald indtil Iran flere årtier senere, stik imod sine forpligtelser i henhold til NPT, udvidede sit lovlige atomprogram med et hemmeligt.
Israel er indimellem under pres for at lade sine atomanlæg inspicere. Men hvad vil man egentlig opnå herved? Formodentlig at få landets atomarsenal frem i lyset, hvorefter man vil forsøge at tvinge Israel til at skille sig af med det. I den virkelige verden vil det dog næppe lykkes. Til gengæld vil et åbenlyst israelsk atomvåbenprogram risikere at presse flere arabiske lande (så som Saudi-Arabien eller Egypten) til også at udvikle atomvåben, og man vil få det atomvåbenkapløb i Mellemøsten, som alle ønsker at undgå.
Den risiko er der givetvis nogle, som er villige til at løbe, i den evige kamp for at få skovlen under Israel. Men når selv de arabiske ledere tilsyneladende foretrækker status quo, hvem er det så lige, der har gavn af inspektionen af Israels atominstallationer? I realiteten formodentlig ingen.