Det er ikke i sig selv Irans formodede atomvåbenprogram, der gør, at landet gennem en årrække har været (eller burde have været) underlagt international inspektion. Det handler om, at Iran har underskrevet den internationale atomare ikke-spredningsaftale (NPT), hvorefter landet har kunnet modtage fremmed assistance til udviklingen af atomkraft til civile formål, men sidenhen ikke har villet lade sine atomfaciliteter inspicere. Iran har altså indgået en aftale, som landet efterfølgende ikke vil leve op til.
Med Israel forholder det sig lige omvendt. Meget tyder på, at Israel i 60’erne og 70’erne har udviklet atomvåben i samarbejde med Frankrig. Israel har i den sammenhæng ikke indgået nogen internationale aftaler om hverken ikke-spredning eller inspektion. Derfor har det internationale samfund intet krav på at kunne inspicere de israelske atomanlæg. Israel har præcis samme ret til et eventuelt atomvåbenprogram, som eksempelvis USA, England eller Frankrig.
Selvom Israel ikke er underskriver af NPT, tyder intet på, at atomvåbenmateriale eller -ekspertise skulle have forladt landet. Det samme kan desværre ikke siges om mindre demokratiske lande som Sovjetunionen, Pakistan og Nordkorea.
Det bør desuden bemærkes, at Irans formodede atomvåbenprojekt ikke er en reaktion på Israels ditto. Iran har helt andre grunde til at ønske sig atomvåben end angst for et israelsk atomangreb. Det handler dels om at sikre det islamistiske regimes overlevelse, og dels om at øge Irans magt og indflydelse i regionen.
Frygten for et iransk atomvåbenprogram handler ikke bare om muligheden af, at Iran selv vil affyre atombevæbnede missiler mod Israel eller andre (hvilket trods alt må anses for relativt usandsynligt), men i højere grad om Irans generelle magt i regionen, samt den mulighed at Iran kunne lade våben eller ekspertise sive videre til forskellige ikke-statslige aktører, som det er mere vanskeligt at holde i skak gennem den “gensidigt garanterede udslettelse,” der kan afbalance forholdet mellem to nationale atommagter.