Jøder har altid boet i “det hellige land”, Israel/Palæstina, særligt i de hellige byer Jerusalem, Hebron, Tiberias og Tzfat. Men siden anden halvdel af 1800-tallet begyndte jøder fra Europa at udvandre til og bosætte sig i Palæstina i landbrugsområder, som man opkøbte fra de lokale arabiske herremænd. I mange år, mens Palæstina var under tyrkisk herredømme, levede jøder og arabere sammen i nogenlunde fred. Men i løbet af 1920’erne (efter Palæstina var blevet overtaget af England under 1. Verdenskrig) begyndte lokale arabiske religiøse og politiske ledere at opildne til voldelige angreb på jøder. Arabiske angreb på civile jøder har således stået på lige fra den tid og til i dag, altså i mere end 100 år. Så man må sige, at araberne i dén grad har kæmpet imod den jødiske immigration og bosættelse i Israel/Palæstina – desværre oftest med vold, og kun sjældent gennem dialog og kompromisvillighed.
Det skal bemærkes, at både jøder og arabere indtil 1948 blev betegnet som “palæstinensere,” da Palæstina dengang blot var en geografisk betegnelse. Det var først efter Israels oprettelse i 1948, hvor den jødiske tredjedel af landets indbyggere (samt nogle hundredtusinder arabere) blev til “israelere,” at de palæstinensiske arabere blev til “palæstinenserne.”