Fremtiden er naturligvis uvis. Mit store håb er, at palæstinenserne opgiver deres drøm om et Palæstina, der omfatter hele det nuværende Israel, og i stedet accepterer at indgå et kompromis, ligesom et massivt flertal af israelerne for længst har opgivet drømmen om et “Stor-Israel,” der omfatter hele området. Når israelerne for alvor kan tro på palæstinensernes vilje til et kompromis, vil de også vælge politiske ledere, som er klar til at indgå en endelig fred.
Og alle ved i store træk, hvordan sådan en fred vil se ud: Staten Palæstina oprettes i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som dens hovedstad. Alternativt kan byen fungere som hovedstad for begge lande samtidig. Den endelige grænse vil blive justeret i forhold til den såkaldte “grønne linje”, der i realiteten bare er våbenhvilelinjen fra krigen i 1948-49, sådan at de største blokke af israelske bosættelser på Vestbredden indlemmes i Israel. Palæstina vil sandsynligvis blive kompenseret herfor med land fra selve Israel. Efterkommerne af de arabiske flygtninge fra krigene i 1948 og 1967 vil kunne vende tilbage til den nye palæstinensiske stat – og ikke til Israel, som palæstinenserne ellers kræver. Begge parter accepterer, at konflikten er slut, og at de ikke har flere krav overfor hinanden.
Derefter er der næsten ingen grænse for, hvor meget positivt de to lande vil kunne få ud af hinanden. Særligt palæstinenserne vil kunne nyde et markant løft i levestandard gennem samarbejde med det højt udviklede Israel.
Men fremtiden er som nævnt uvis. Som vi ser i øjeblikket i resten af den arabiske verden, kan det hele gå i en modsat retning med islamistisk fundamentalisme, had og vold. Jeg tror dog ikke, det vil gå sådan for palæstinenserne, der i givet fald vil blive de store tabere endnu en gang. Jeg tror faktisk stadig på en fredelig løsning, men det er måske bare fordi, jeg er en ukuelig optimist!