Kernen i den israelsk-arabiske konflikt er spørgsmålet om, hvorvidt jøder har ret til selvbestemmelse i (en del af) det hellige land. Araberne (senere palæstinenserne) har til alle tider ment, at jøderne ikke skulle have sådan en ret. Og jøderne mener naturligvis det modsatte. Man har nu gennem ca. hundrede år forsøgt at finde frem til en kompromisløsning, men araberne/palæstinenserne har altid afvist alle forslag.
I 1920’erne forsøgte englænderne at skabe en slags magtdeling mellem jøder og arabere under engelsk overhøjhed, men araberne afviste. I 1937, efter et voldsomt arabisk oprør mod både jøder og englændere, fremlagde England en delingsplan, hvorved araberne ville have fået 80% af landet, mens jødene skulle nøjes med 20%. Araberne afslog blankt (læs mere om Peel-kommissionens delingsplan fra 1937 her).
Under 2. Verdenskrig kæmpede Palæstinas jøder på Englands side, mens araberne allierede sig med Nazityskland. I 1947/48 opgav England sit herredømme over Palæstina, og FN (De Forenede Nationer) besluttede at dele det geografiske område, Palæstina, i to stater, én jødisk og én arabisk. Jøderne accepterede, mens araberne endnu en gang afviste at gå på kompromis.
I de næste tre årtier fokuserede de arabiske palæstinensere (nu kaldet “palæstinenserne”) samt de omkringliggende arabiske lande kun på at ødelægge den nye jødiske stat. Det skete gennem en række regulære krige samt konstante mindre angreb og terrorhandlinger. I 1964 oprettede palæstinenserne PLO (Palestine Liberation Organization) med det formål at “befri” hele Palæstina fra jøderne – altså ødelægge den jødiske stat, Israel. Bemærk at Israel først indtog Gaza og Vestbredden i krigen i 1967, altså tre år efter PLO’s oprettelse. PLO’s kamp handlede altså oprindeligt ikke om befrielse af besatte områder, men alene om at ødelægge Israel.