Peel-kommissionens delingsplan
En engelsk undersøgelseskommission, ledet af Lord Robert Peel, blev sendt til Palæstina for at finde en løsning på konflikten. Kommissionen anbefalede, at den resterende del af mandatet opdeltes i en jødisk og en arabisk stat. Den nordvestlige femtedel af området skulle udgøre den jødiske stat, mens den resterende, langt større del skulle være arabisk. Et bælte fra Jerusalem til havnebyen Jafffa ville blive en international zone. Planen indebar en “ombytning” af befolkningsgrupper for at gøre de kommende stater så etnisk homogene som muligt. Blandt jøderne i Palæstina var der delte meninger om planen, men stemningen pegede i retning af en tøvende accept. De palæstinensiske arabere, samt resten af den arabiske verden, afviste planen, der dermed blev opgivet.

Nazistisk og arabisk anti-jødisk propaganda
Arabisk skepsis ved den jødiske indvandring fra Europa blev yderligere forstærket gennem tysk og italiensk anti-jødisk propaganda i den arabiske verden. Arabiske politiske kommentatorer spredte myter om zionistiske planer om at dræbe arabere og skænde moskeer, og opfordrede til en palæstinensisk “jihad” mod både jøder og englændere. Den magtfulde arabiske al-Husseini-klan stiftede i 1935 partiet “Palestine Arab Party”, med tilhørende bevæbnet milits, “al-Futuwwa”, til kamp mod de vantro.

Britiske styrker i kamp med arabiske demonstranter, Jaffa 1936.

Jødisk immigration tager til
Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 resulterede i fornyet jødisk udvandring fra Europa, og Palæstina oplevede den hidtil største bølge af jødisk immigration. I perioden 1933-36 ankom ca. 175.000 jøder til landet, hvilket bragte den jødiske befolkning op på omkring 370.000. Også den arabiske befolkning oplevede i mandatperioden en voldsom vækst og var siden 1914 næsten fordoblet til ca. 950.000.

Det jødiske samfund udvikles
Det jødiske samfund i Palæstina var i 1920’erne i rivende udvikling. Der etableredes et jødisk parlament, “Knesset Israel”, hvortil også kvinder havde stemmeret. Parlamentet fik ansvar for jødiske religiøse, kulturelle og sociale anliggender. Senere, i 1927, fik det også bemyndigelse til at indkræve skatter fra det jødiske samfund, og ansvar for uddannelse, sundhed og socialhjælp indenfor den jødiske sektor. Hidtil ufrugtbar jord blev opdyrket, der blev startet industrivirkomheder og bygget kraftværker og anden infrastruktur. Hebraisk fungerede som forretningssprog, der fandtes en hebraisk presse, og i 1925 blev det Det Hebraiske Universitet udenfor Jerusalem indviet. Den økonomiske vækst i den jødiske sektor kom også araberne til gode. Jøderne udgjorde i 1925 kun omkring 15% af befolkningen, mens de stod for hele 45% af mandatets samlede skatteindbetalinger. Langt størstedelen af pengene blev derimod brugt på den arabiske sektor, der, i modsætning til den jødiske, ikke havde noget velfungerende velfærdssystem. Hele vejen op gennem mandatperioden fandt der, udover den massive jødiske immigration, også en betragtelig arabisk indvandring fra de omkringliggende lande sted.

Herzl Street, Tel Aviv, 1920.

Folkeforbundet vedtager Palæstina-mandatet
Den 24. juli 1922 blev aftalen om mandatområderne for Syrien, Palæstina og Mesopotamien bekræftet af forløberen for FN, Folkeforbundet (The League of Nations). Samtidig vedtog Folkeforbundet ordlyden i Balfour-deklarationen, hvorved England overfor det internationale samfund forpligtede sig til at “sikre etableringen af et jødisk hjemland” i Palæstina.

Arabisk nationalisme i Palæstina
Under og umiddelbart efter Første Verdenskrig begyndte en arabisk nationalistisk bevægelse at røre på sig. Feisal Ibn-Hussein, søn af emiren af Mekka, forhandlede en overgang med zionisternes leder, Chaim Weizmann, om at jøder og arabere ved fælles hjælp skulle realisere begge folks ønsker om selvbestemmelse. Men med tabet af Damaskus, det hidtidige centrum for den arabiske nationalisme, til Frankrig, ophørte samarbejdet med jøderne, og fokus vendtes i stedet mod Jerusalem og Palæstina.

Oprettelsen af “mandatområder”
Efter krigens afslutning opdelte sejrherrerne Mellemøsten i en række “mandatområder” under fransk og britisk administration. Syrien (i dag Syrien og Libanon) gik til franskmændene, og Palæstina (det nuværende Jordan og Israel inkl. Gaza og Vestbredden) kom ligesom Mesopotamien (Irak) under engelsk kontrol. Løftet om oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina blev integreret i mandataftalen.

Mandatområderne for Syrien, Palæstina og Mesopotamien

Den britiske invasion
Det Osmanniske Imperium valgte i Første Verdenskrig side til fordel for centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn) og kom dermed i krig med England. De britiske tropper invaderede hele det osmanniske Mellemøsten. I 1917 indtog den britiske general Allenby Jerusalem, og året efter Damaskus.

Løfter og alliancer
England planlagde under Første Verdenskrig en invasion af det Osmanniske Imperium, som Palæstina var en del af, og søgte at skabe alliancer på kryds og tværs. I 1915 lovede englænderne, i en hemmelig brevveksling med emiren af Mekka, støtte til arabisk selvstændighed i Mellemøsten. I 1916 indgik de en hemmelig aftale med Frankrig om opdeling af krigsbyttet, og i 1917 udstedte den engelske regering i “Balfour-deklarationen” et løfte til zionistbevægelsen om at støtte oprettelsen af “et nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina.

Den første indvandringsbølge
Undertrykkelse og forfølgelse i Europa fik fra 1880’erne mange europæiske jøder til at udvandre, særligt fra de russisk kontrollerede, østeuropæiske provinser. Et af målene var Palæstina, og i den første større bølge af indvandring ankom omkring 25.000 jøder. Ved århundredeskiftet var der således ca. 50.000 jøder i Palæstina ud af en samlet befolkning på ca. 350.000.

Det osmanniske imperium
Osmannerne (tyrkerne) indtog i 1517 Kairo og regerede de næste 400 år over hele Mellemøsten fra deres hovedstad, Konstantinopel (nu Istanbul). Området, før kendt som Judæa eller Palæstina, havde ikke længere status som en selvstændig landsdel, men var underlagt det osmanniske imperiums syriske provins med Damaskus som lokal, administrativ hovedstad. Regionen forblev forsømt og underudviklet, og stort set afskåret fra den øvrige verden.

Mamelukkerne
Mamelukkerne (oprindeligt en hær af slaver primært fra Tyrkiet og Nordkaukasus) overtog i 1250 magten i Egypten fra Saladins Ayyubide-dynasti. Korsfarernes sidste bastion i Det Hellige Land, havnebyen Akko, faldt til mamelukkerne i 1291. I de efterfølgende par hundrede år, hvor Palæstina regeredes fra Damaskus, ophørte provinsen med at fungere som knudepunkt for handel med Fjernøsten, og befolkningen, inklusive de få tusinde jødiske familier, der var tilbage, levede i yderste fattigdom. Flere byer lå i ruiner, og selv Jerusalem var næsten forladt. I 1351 blev Palæstina angrebet af pest, og omkring år 1500 var områdets befolkningstal faldet til bare 200.000 mennesker. Mamelukkerne regerede området fra Egypten til Syrien indtil de blev besejret af de osmanniske tyrkere.

Arabisk herredømme
Fra den arabiske halvø udbredtes i 630’erne en ny religion, islam, og inden for få år blev både det persiske og det byzantinske rige besejret. I 638 faldt Jerusalem til den arabiske kalif Omar og blev underlagt det muslimske imperium, som regeredes fra kalifatet i byen Medina (i dag i Saudi-arabien). Omar grundlagde den første moske (al-Aqsa-moskeen) på pladsen i Jerusalem, hvor det jødiske tempel tidligere havde ligget.

De efterfølgende århundreder var præget af intern splid i den muslimske verden. Skiftende kaliffer regerede over det meste af Mellemøsten fra hovedsæder i Damaskus (fra 661) og Bagdad (fra 750). Jøder og kristne blev tolereret, men var underlagt særlige restriktioner, hvorfor mange enten konverterede til islam eller forlod landet. I 969 blev Jerusalem erobret af Fatimide-dynastiet, der regerede fra kalifatet i Kairo, og i 1071 endte det arabiske herredømme over Jerusalem, da Fatimiderne blev smidt på porten af de tyrkiske seljukker.

Byzantinsk tid
Den romerske Kejser Konstantin gjorde kristendommen til officiel religion i Romerriget og flyttede i 330 imperiets hovedstad fra Rom til Byzans, som han omdøbte til Konstantinopel (nu Istanbul i Tyrkiet). Ved udgangen af 300-tallet blev også Judæa, nu kaldet Palæstina, et overvejende kristent område, og der blev bygget kirker og klostre på kristendommens hellige steder i Jerusalem, Betlehem og Galilæa. Jøder formentes igen adgang til Jerusalem.

Jerusalems ødelæggelse
Den romerske Kejser Titus knuste endnu et jødisk oprør. Det jødiske tempel og resten af Jerusalem blev lagt i ruiner. En gruppe særligt hårdnakkede jøder søgte tilflugt på bjerget Masada, men blev tre år efter besejret af romerne.

Makkabæerne
En jødisk stamme, “makkabæerne,” gjorde oprør imod den hellenske besættelse, og fra 142 f.v.t. og ca. 80 år frem var Judæa igen en selvstændig, jødisk stat.